Derfor skal du hverken føle dig skyldig eller egoistisk, når du slapper af

Tue Kjær | Personlig Coach & Business Coach

Du har lige fået en e-mail mere. Den ser vigtig ud. Det gør arbejdsrelaterede mails tit, så du må hellere åbne den. Men først børnene, aftensmaden og den utætte tagrende. Der er også vasketøjet og ham der forsikringsmanden, du lovede at ringe tilbage til. Næste uge ser også presset ud, du må planlægge dig ud af det. Måske kan du flytte rundt på nogle timer og udskyde et par aftaler. God ide – men husker du at sætte tid af til dig selv?

Vi går nærmest i panik, hvis vores smartphone er uden for synsvidde. Vi vil gerne have den tæt på os hele tiden, for hvis den vibrerer eller siger en lyd, betyder det jo, at nogen vil os noget. Og ‘nogen’ forventer sandsynligvis en hurtig reaktion. Det gælder om at have fingeren på pulsen, så du reagerer. Apropos puls, har du tjekket din for nylig? Prøv engang, og den vil sikkert fortælle dig, at du bør sætte dig ned et øjeblik.

Det er slet ikke ualmindeligt at glemme sig selv, når man står midt i de daglige pligter og gøremål. Børnene, studiet, arbejdet, projekterne og travlheden får dig til at udskyde tiden til dig selv – i bedste fald. I værste fald glemmer du helt, at du også har brug for at slappe af ind imellem. Desværre er det ret nemt at blive fanget i virvaret, og du prioriterer en flydende hverdag højere end dig selv. Men hvis det er dig, der holder korthuset stabilt i dine hænder, hvad sker der så den dag, du løber tør for kræfter?

Husk at lege
Børn leger frit uden nogen særlig indsats. Det forekommer dem helt naturligt. Som vi bliver ældre og ansvaret rykker ind, kommer vi længere og længere væk fra legen. Nogle skal endda klø sig lidt i håret, før de husker, hvad leg og afslapning betyder for dem. Andre oplever, at omgivelserne reagerer negativt, når de laver ingenting: Ligger du nu dér igen? Har du ikke noget, du skal lave? Skal du ikke i gang?

Bemærkninger som de her lærer vi at kende tidligt i livet, for “man” kan jo ikke bare ligge dér! Problemet er, at “man” ved meget lidt om, hvad du har brug for. Og du behøver faktisk slet ikke at forsvare dine behov – de er fuldt legitime. At det så nogle gange ikke kan lade sig gøre at opfylde dem, ja, det er en anden sag.

Nogle mennesker får energi af samværet med gode venner. Andre vil gerne læse en bog, gå en tur, rode i haven eller se en film. Hvis du har glemt legen, så giv dig selv lov til at tænke over, hvor den blev af, og hvorfor den blev væk. Hvad fylder dig med overskud? Og frygter du mon, hvad der sker, hvis du giver dig selv mere af det?

Slap af uden dårlig samvittighed
Den historie, du bevidst eller ubevidst fortæller om dig selv, skal helst være forbilledlig. For hvem vil ikke gerne udstråle overskud, energi og succes? Jo, tak. Derfor har du også lettere ved at identificere dig med en lang, travl arbejdsdag fyldt med opgaver og deadlines. Du skal være på. Altid. På telefonen, på nettet, på SoMe, på mail. Det er ikke nær så moderne at slå notifikationerne fra og ligge på sofaen med en fantastisk bog.

Måske giver du slet ikke dig selv lov til den slags? Det kan også være, at din partner har forventninger om, at du skal gøre bestemte ting og i øvrigt stå til rådighed?

Uanset hvilke grunde du har til at suse gennem hverdagen med fuld fart, kan de ikke ændre på nødvendigheden af at tvinge bremsen i bund nu og da. Hvis du ønsker dig frisk energi og overskud, må du gøre noget godt for dig selv. Og du skal gøre det med ren samvittighed, for det er ikke en egoistisk handling! Man sammenligner ofte dilemmaet med en nødsituation for at illustrere, at du altså er nødt til at tage dig af dig selv, før du kan hjælpe andre. Husk bare på korthuset fra før.

Så hvad vil du gerne gøre for dig selv? Hvad har du længe haft lyst, men ikke tid til? Mærk efter, og vær ærlig. Når det står klart for dig, så spørg dig selv, hvorfor du ikke prioriterer det højere. Har du skabt en indre overbevisning? Eller er det noget ydre, der styrer dig? Finder du ud af, hvad der holder dig tilbage, kan du arbejde med det – og få adgang til det der gør dig godt.

Når du slapper af, bliver du et gladere menneske. Når hovedet får ro, kommer dine kreative ideer frem. Og når du tager tid ud af kalenderen til dig selv, kan du være mere for dem, du elsker.

Kh
Tue