Coaching er fokuserede spørgsmål i en struktureret samtale. Spørgsmål, der udfordrer din vanetænkning og dine begrænsende overbevisninger.

Spørgsmålene er som sporhunde, der har fået færden af gemt potentiale. Hvis du tør gå med, finder du de mest utrolige styrker og ressourcer.

Forandringen skal komme indefra

Engang handlede coaching om ydre mål som bedre præstationer og større omsætning.

Det er fint at have ydre mål, så længe de spiller sammen med indre værdier. Et mål, som ikke er værdistyret, er et overfladisk mål. Og som du nok kan forestille dig, får du svært ved at motivere dig selv til at komme i nærheden af sådan et. Derfor er dine indre mål og værdier i langt højere grad centrum for coaching i dag.

Coaching hjælper dig med at få øje på dine indre værdier og koble dem til dine målsætninger. Når den røde tråd er på plads, vil du få hjælp til at realisere forandringen – og leve efter dine værdier.

Vi laver en plan

Coaching er ikke hyggesnak. Det er ikke en eftermiddag med gode råd og vejledning. Hvad er coaching så? Coaching vil noget med dig, fordi du vil noget med dig selv. En coach stiller velovervejede og målrettede spørgsmål, der giver dig dine egne redskaber i hånden. Hjælper dig med at finde frem til dit sande mål. Hvad længes du efter? Hvad motiverer dig? Og hvad holder dig tilbage?

At være den bedste udgave af dig selv handler ikke om perfektion, men om tilfredshed. Du er ekspert i dit eget liv, og du har det allerede i dig at udleve dine drømme. Så snart du har indset det, laver vi en plan for, hvordan du kan nå dit mål.

Coaching som udviklingsværktøj

Med udgangspunkt i din nuværende situation ser coaching fremad i den retning, hvor du gerne vil hen. Hvis du skal træffe et svært valg undervejs, kan en coach også hjælpe dig med afklaring her.

Samtalen hjælper dig med at motivere dig selv og gør dit mål tydeligere.

Få øje på mulighederne

Den coachende samtale trænger sig også på der, hvor du har sat forhindringer op for dig selv. Den nedbryder mure. På den anden side af dem vil du se et væld af muligheder folde sig ud som en japansk vifte i lokkende farver.

Når du står med et tydeligt mål på hånden og kan mærke motivationen boble indeni, hjælper jeg dig med at sætte gang i bevægelsen. Du skal hen til den vifte. Have den i hånden, slå den ud og mærke suset. Nogle gange tager du små skridt og andre gange kvantespring. Men du kommer hele tiden tættere på de muligheder, du netop har fået fornemmelsen af.

Når der er behov for andre værktøjer

Coaching er ikke terapi. Den egner sig ikke til terapeutiske problemstillinger, der har at gøre med fortidens traumer og svigt. Jeg er både coach og registreret psykoterapeut, så hvis du rammer problemer fra fortiden, som ikke er egnede til coaching, er du velkommen til at blive i huset. Jeg har også baggrunden til at arbejde med dem.